Han har turneret med, at det var hende, der kontaktede ham for at lægge billet ind. 

Men nu afslører Erling Haalands 21-årige kæreste, Isabel Haugseng Johansen, at det faktisk ikke var Manchester City-stjernen, som hun i første omgang havde et godt øje til. 

Det var derimod hans ven. 

Sådan siger hun i den første video Erling Haalands nye YouTube-kanal, hvor deres fælles hjem i Manchester også bliver vist frem. 

»Jeg kunne faktisk godt lide din ven i starten, men så flyttede mit fokus sig til dig,« siger hun i videoen. 

Det hele er tilsyneladende endt lykkeligt, da parret i dag bor sammen og kunne sige velkommen til deres søn i december sidste år. 

Erling Haaland har også tidligere fortalt NRK, hvordan han holder gang i romantikken mellem de to. 

»Så laver jeg aftensmad. Nå, det bliver ret pinligt for hende, at jeg siger det her, men hun kan også godt lide at 'lege',« sagde han og tilføjede: 

»Så vi spiller Minecraft (et videospil, red.) sammen. Så sidder vi bare og spiller og laver huse sammen og alt muligt. Eller vi tager hjem til Bryne og bestiller kebab.« 

I samme ombæring blev fodboldspilleren også spurgt, om han lå inde med et godt råd til single personer, der gerne ville have en kæreste. 

Her lød svaret, at man »skal komme ud og være social«. Han uddybede, at man først finder en kæreste, når man mindst venter det.