Hvis bare Norges fodboldmænd kan undgå at tabe med ni mål til Italien søndag aften, er de klar til deres første VM-slutrunde siden 1998.

Det skulle synes som en formsag, og det fylder da heller intet hos den store stjerne Erling Haaland, at Norge overhovedet kan tabe.

I stedet går Manchester Citys målmaskine efter at fuldende en indtil videre fejlfri VM-kvalifikation med den ottende sejr ud af otte mulige.

- Vi kan få en perfekt statistik i kvalifikationen, og det kommer vi til at prøve på. Det, vi gør for tiden, er virkelig godt, og der er god stemning i truppen. Så vi angriber det som en normal kamp og prøver at være så gode, som vi har været i hele kvalifikationen, siger Erling Haaland ifølge NTB.

I løbet af de første syv kampe i VM-kvalifikationen har Erling Haaland scoret utrolige 14 mål, og han har da også været topmotiveret.

- Norge har aldrig kvalificeret sig i min levetid, men nu er vi så tæt på, og jeg vil gøre alt for at få det til at ske, siger Erling Haaland, der er født i år 2000.

Han fik debut på det norske landshold som 19-årig i 2019. Dengang var forventningerne enorme til det gigantiske talent, og de er kun blevet større med årene.

- Jeg følte ærlig talt mere pres dengang, for jeg var ikke så god til at håndtere det. Nu er jeg bedre til det - en ekspert, siger Haaland, som ser en lys fremtid for Norges landshold.

- Vi har mange gode spillere, blandt andet mange unge gutter, som kommer til at udvikle sig og blive endnu bedre. Det er en god ting. Jeg kommer til at opleve mange EM og VM i min karriere. Det er i hvert fald mit mål, og jeg kommer til at arbejde for det i de næste ti år, siger Haaland.

Norges VM-billet bliver med al sandsynlighed indløst søndag aften i Milano, hvor Italien venter klokken 20.45.

/ritzau/