En Manchester City-stjerne klædt ud som Batman-skurken The Joker på jagt efter bleer på en tankstation.

Det var, hvad der mødte tilfældige mennesker i Manchester-området torsdag aften. Og fodboldspilleren var ingen ringere end Erling Haaland.

Nordmanden lagde senere en video på fem minutter ud på sin egen YouTube-kanal, hvor han sammen med kæresten Isabel Haugseng Johansen får kostume og makeup på til Halloween. Hun gik rundt som Catwoman.

- Jeg har aldrig klædt mig ud som en figur før. Det er første gang. Det ser sindssygt ud, siger Haaland, da han foran spejlet så sin egen forvandling.

Med masser af sminke og grønt hår forsøgte Haaland at købe bleer. Det var dog ikke specielt svært for folk at genkende ham.

- Er du ham City-gutten? Det er du da. Jeg har set dig spille fodbold, lød det med et smil fra en ældre herre på tankstationen.

Tankstationen havde ikke bleer, så Haaland gik hen til den næste butik og stødte på flere mennesker, der fik sig noget af en overraskelse.

I den næste butik købte han ud over bleer også Premier League-samlekort med sig selv på forsiden af emballagen.

Mens Haaland ikke skræmte nogen som The Joker, kan han forsøge at skabe skræk og rædsel på fodboldbanen, når City søndag tager imod Bournemouth.

Haaland er topscorer i Premier League med 11 mål. Han fik et slag i den seneste ligakamp og var ikke med i en pokalkamp mod Swansea tidligere på ugen.

Men City-manager Pep Guardiola har meldt angriberen klar til søndagens kamp mod Bournemouth.

/ritzau/