Åge Hareide var den første nordmand til at trække i Manchester City trøjen.
Efter fodboldspilleren og -trænerens død har en anden norsk spiller besluttet sig for at give en gave til Hareides børnebørn.
Erling Haaland forærer således lørdagens kamptrøje til trænerlegendens børnebørn.
Det skriver NRK.
»Haaland har besluttet, at den trøje, han har på i dagens kamp mod West Ham, skal gives til Åge Hareides fire børnebørn. En meget flot gestus,« sagde Jan Åge Fjørtoft til Viaplay før kampen ifølge mediet.
Hareide sov stille ind torsdag morgen. Han blev 72 år gammel.
Hans søn har bekræftet over for mediet, at familien er blevet orienteret om, at en gave er på vej til børnebørnene.
»Det er stolte børnebørn, som synes, det er meget fedt, at Erling giver dem trøjen,« lyder det fra sønnen.
Storklubben Manchester City har også delt et opslag, hvor de mindes den afdøde spiller.
'Manchester City er ked af at erfare, at Åge Hareide, klubbens første norske spiller, er gået bort i en alder af 72 år,' lød det på sociale medier.
'Åge spillede 24 kampe for klubben fra 1981 til 1982 og trænede senere Norge, Danmark og Island i løbet af en utrolig 54-årig karriere som spiller og træner.'
Også den danske målmand Kasper Schmeichel har reageret på dødsfaldet. Det kan du læse mere om HER.
