De gjorde alt, hvad de kunne, og lagde det hele på banen. 

I sidste ende var det bare ikke nok. Norge måtte efter forlænget spilletid se sig slået af England i kvartfinalen ved VM. 

B.T. var til stede i Miami, hvor Erling Haaland efter kampen gav en status på, hvordan det føles at være røget ud af VM. 

»Efter at være nået til kvartfinalen skal jeg direkte på ferie. Jeg er meget glad for mit liv lige nu. Jeg nyder det virkelig. Jeg er et godt sted lige nu,« fortalte den norske verdensstjerne til B.T. og den øvrige fremmødte presse i Miami.

Erling Haaland fortæller videre, at det næsten er svært at fatte, hvad holdet og han selv har været igennem. 

Han er sikker på, at den her slutrunde er med til ikke blot at inspirere norsk fodbold, men også Norge som helhed.

»Det her ændrer Norge. Det ændrer mig. Vi har bygget noget i Norge, og nu skal vi holde fast i det. Vi har vist, at vi kan slå nogle af de bedste i verden. Nu tabte vi, men det kunne være anderledes, hvis nogle beslutninger var gået en anden vej,« siger Haaland.

Verdensstjernen var meget rolig foran den fremmødte presse, ligesom han også var meget afklaret med, at det nu var slut. 

»I sidste ende er jeg bare virkelig stolt,« siger Haaland afslutningsvis. 

Det ligger nu fast, at England skal møde Argentina i semifinalen onsdag. Kampen spilles klokken 21 dansk tid.