Det var en sensation af de store, da Danmark i 1995 kunne lade sig hylde som vinder af King Fahd Cup efter en 2-0-finalesejr over Argentinas verdensstjerner.
Et sydamerikansk mandskab, der stillede op i finalen med internationale sværvægtere som Gabriel Batistuta, Javier Zanetti, Ariel Ortega og José Chamot. Over for dem stod danskere som Peter Rasmussen, Jesper Kristensen og Mogens Krogh. Og nå ja, Laudrup-brødrene. Et godt - og for mange sikkert også glemt - minde om et fodboldhold, der overraskede fodboldverdenen.
I den forgangne uge fik holdet pludselig et aktuelt strøg, da skattely-skandalen, der har fået navnet 'Panama Papers', pludselig begyndte at rulle. DR kunne fortælle, at de tidligere landsholdsstjerner Brian Steen Nielsen og Marc Rieper har haft hemmelige stråmandsselskaber i skattely i Caribien og dermed kan have snydt den danske statskasse for skattepligtig indkomst. Begge var profiler på holdet, der i 1995 hentede guld til Danmark. Men her stopper de dårlige historier for guld-holdet ikke.
Går vi bare en måned tilbage blev den tidligere OB- og FCK-profil Carsten Hemmingsen dømt for uetisk adfærd og i november sidste år blev Jacob Laursen (tidligere blandt andre FCK og Derby) udråbt som svindler i forbindelse med en sag, hvor Jacob Laursen som agent ikke havde betalt et beløb, som hans norske klient Jan Gunnar Solli var berettiget til i forbindelse med et klubskifte.
Supplerer man med en blodprop, fyringer, fodboldinvaliditet og træner Richard Møller Nielsens død, kan man roligt konstatere, at guldet fra 1995 har fået sorte pletter.
BT ridser her op, hvad der blev af de sensationelle vindere af King Fahd Cup anno 1995.
Spillede i for Brøndby, også i resten af karrieren
Han er i dag træner for Næstveds 1. divisionshold. Han har også arbejdet i administrationen og i trænerjob hos Brøndby, Hvidovre og Nordvest FC. Stoppede karrieren i 2002.
Lars Høgh, målmand, 57 år
Spillede i 1995 for OB, også i resten af karrieren.
Stopper til sommer som målmandstræner i OB, hvor han også tidligere har været sportsdirektør. Han har siden 2008 været målmandstræner på det danske landshold. Driver sideløbende sin egen målmands-coaching-virksomhed. Stoppede karrieren i 2000.
Peter Kjær, målmand, 50 år
Spillede i 1995 for Silkeborg, siden for Besiktas og Aberdeen.
Er i dag kendt som fodbold-ekspert og kommentator hos Viasat. Har haft et kort udspark som sportsdirektør i Silkeborg. Stoppede karrieren i 2003.
Jakob Friis-Hansen, forsvarer, 49 år
Spillede i 1995 for Lille, siden for Bordeaux og HSV
Er scout for Primera Division-klubben Betis Sevilla. Lignende stillinger har han tidligere haft i Fiorentina (Serie A), Liverpool (Premier League), Newcastle (Premier League) og Southampton (Premier League). Stoppede karrieren i 1997.
Marc Rieper, forsvarer, 47 år
Spillede i 1995 for West Ham, siden for Celtic
Han blev i foråret 2016 afsløret som en del af den store skattely-læk i Panama. Her skulle han angiveligt have haft stråmandsselskaber for at undgå at betale skat i Danmark. Han fungerer som fodbold-ekspert og –kommentator hos Viasat. Har været assistentræner i Celtic og AGF, hvor han også har siddet i bestyrelsen. Han har desuden drevet hotel og restaurant i Aarhus. Stoppede karrieren i 2000.
Jes Høgh, forsvarer, 49 år
Spillede i 1995 for AaB, siden for Fenerbahce og Chelsea
Stoppede karrieren i 2001. Fik sit livs chok, da han i 2007 faldt om med en blodprop og svævede mellem liv og død. Kæmpede sig dog tilbage og fortalte siden om sin kamp i bogen ‘Comeback til livet’. Tjente i sin storhedstid i tyrkiske Fenerbahce og engelske Chelsea så godt, at han kan leve af pengene fra sin karriere.
Jens Risager, forsvarer, 44 år
Spillede i 1995 for Brøndby, også i resten af karrieren.
Stoppede karrieren i 1998 som følge af en ødelagt menisk i højre knæ. Fik herefter job på kontor i Brøndby IF og er i dag butikschef i Wika Menu Supermarked i Køge.
Michael Schjønberg, forsvarer, 49 år
Spillede i 1995 for OB, siden i Kaiserslautern.
Er for tiden arbejdsløs træner efter fyringen i norske Nest-Sotra i foråret 2015. Han har tidligere været træner i FC Vestsjælland. Her var han også sportsdirektør. De stillinger har han også bestredet i de tyske klubber Hannover96 og Kaiserslautern. Stoppede karrieren i 2001.
Jacob Laursen, forsvarer, 44 år
Spillede i 1995 for Silkeborg, siden for Derby, FCK, Leicester, AGF, Rapid Wien, Vejle, FC Fredericia.
Har været fodboldagent, men blev i foråret 2015 ved retten dømt for at skylde den norske fodboldspiller Jan Gunnar Solli 1,3 millioner kroner i forbindelse med et salg til New York Red Bulls. Andre spillere trådte herefter frem med lignende historier. Stoppede karrieren i 2005.
Carsten Hemmingsen, midtbanespiller, 45 år
Spillede i 1995 for OB, siden for FCK, OB (igen), AB, Vejle, AGF
Blev i foråret 2016 dømt for uetisk adfærd efter at have spillet på de kampe, han som træner i Middelfart var involveret i. Er siden blevet suspenderet fra sit nuværende job som sportschef i Marienlyst. Han har tidligere været træner i Middelfart. Stoppede karrieren i 2005.
Brian Steen Nielsen, midtbanespiller, 47 år
Spillede i 1995 for Fenerbahce, siden for OB, Urawa Red Diamonds, AB, Malmö FF og AGF
Han blev i foråret 2016 afsløret som en del af den store skattelylæk i Panama. Her skulle han angiveligt have haft stråmandsselskaber for at undgå at betale skat i Danmark. Det skete mens han var sportsdirektør i AGF, hvor han blev fyret fra jobbet i 2014. Stoppede karrieren i 2004.
Johnny Hansen, forsvarer, 49 år
Spillede i 1995 for OB
Han er i dag træner for Serie 1-klubben Munkebo, og har tidligere været i KR70. Stoppede karrieren i 2000.
Michael Laudrup, midtbanespiller, 51 år
Spillede i 1995 for Real Madrid, siden for Vissel Kobe, Ajax
Er i dag fodboldekspert- og kommentator hos Viasat. Har i øjeblikket intet trænerjob efter at have stoppet i Qatar-klubben Lekhwiya i sommeren 2015. Har tidligere været træner i Brøndby, Getafe, Mallorca, Spartak Moskva og Swansea. Han har også et vin-import-firma. Stoppede karrieren i 1998.
Jesper Kristensen, midtbanespiller, 44 år
Spillede i 1995 for Brøndby, også i resten af karrieren
Har etableret sig sammen med sin far i tøjfirmaet ’Far & Søn’ i Esbjerg. Stoppede karrieren i samme år som King Fahd Cup-triumfen som fodboldinvalid. Som kun 23-årig.
Morten Wieghorst, midtbanespiller, 45 år
Spillede i 1995 for Dundee, siden for Celtic og Brøndby
Blev i efteråret fyret som træner i AGF og har ikke fået nyt job. Har tidligere været træner i FC Nordsjælland og på U21-landsholdet. Var assistent for Michael Laudrup i Swansea. Stoppede karrieren i 2005.
Mark Strudal, angriber, 47 år
Spillede i 1995 for Brøndby, siden for Næstved, Skoda Xanthi
Er angrebstræner hos Brøndby, hvilket han også tidligere har været i FC Nordsjælland. Har også i flere år kommenteret Bundesliga-fodbold hos Eurosport. Har også været kendt som træner for tv-holdet Zulu.
Brian Laudrup, midtbanespiller, 47 år
Spillede i 1995 for Glasgow Rangers, siden for Chelsea, FCK, Ajax
Er i dag fodboldkommentator og -ekspert for Discovery Networks. Er desuden ambassadør for bookmaker, hvor han optræder i firmaets reklamer. Han har tidligere været kommentator og ekspert for Viasat. Stoppede karrieren i 2000.
Peter Rasmussen, angriber, 48 år
Spillede i 1995 for AaB, siden for Viborg
Har etableret sin egen entreprenørvirksomhed uden for Aalborg. Stoppede karrieren i 1998.
Bo Hansen, angriber, 43 år
Spillede i 1995 for Brøndby, siden for Bolton og FCM
Stoppede karrieren i 2004 som fodboldinvalid. Da BT havde kontakt til Bo Hansen for halvandet år siden, levede han en stille tilværelse i det jyske, hvor han spillede lidt Old Boys fodbold for barndomsklubben Holstebro.
Richard Møller Nielsen
Tidl. landstræner, døde i 2014 som 76-årig
Var dansk landstræner frem til 1996. Stod herefter i spidsen for landsholdene i Finland og Israel, inden det sluttede med en trænertjans i Kolding FC. Han døde efter længere tids sygdom som følge af en svulst i hjernen i 2014. Efter sin død blev ’Ricardo’ officielt optaget i Hall of Fame.