Får FC København vendt tingene i opgøret mod Qarabag og kvalificere sig til Champions League, er klubben garanteret minimum små 100 millioner kroner.

Lige nu ser det svært ud. Men hvis FC København på onsdag får hanket op i sig selv og henter en samlet sejr over Qarabag i Champions League-kvalifikationens sidste playoff-runde, venter der en check så stor, at den snildt kan finansiere de første fire indkøb i Federico Santander-klassen.

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, har på sin hjemmeside fremlagt et overslag på økonomien i det kommende års europæiske klubturneringer, og af budgetter fremgår det, at 12,7 millioner euro eller 94,5 millioner danske kroner er minimumsgevinsten for en deltager i årets Champions League. Dertil kommer så bonusser 1,5 million euro (11,2 mio. kr.) for hver vunden kamp og 500.000 euro (3,7 mio. kr.) for hver uafgjorte.

Uefa’s store turneringer har længe været en god forretning, og i år forventer fodboldforbundet kommercielle indtægter for intet mindre end 2,35 milliarder euro – 17,5 milliarder danske kroner - brutto. Af dem skal 12,8 milliarder fordeles på de deltagende klubber.

Lige under en fjerdedel drysses ud over Europa League, Super Cup-deltagerne får 52 millioner til deling, resten tager Champions League sig af.

Minimumsbetalingen vokser alt efter, hvor langt klubberne kommer, og det hold, der ender med at vinde hele molevitten, er således sikret minimum 210 millioner kroner plus sejrsbonusser og de penge, der kommer fra den særskilte pulje, der tildeler penge efter de deltagende klubbers markedsandel.

Brænder Champions League-mestrene banen af og vinder alle kampe, indløser det præmiepenge for 425 millioner kroner plus andelen af markedspuljen.

Her under kan du se, hvad der venter FC København i tre tænkte scenarier: