Bedst som man troede, at det ikke kunne blive bedre for Liverpool-fans, efter holdet havde udraderet lokalrivalerne Everton med 4-0, så erklærede træner Brendan Rodgers, at man agter at købe en spiller fra øverste hylde inden for et par dage.

I en klub som Liverpool, hvor tilhængerne før har udtrykt stor frustration med enten dårlige eller kuldsejlede handler, skal man ellers passe på med så kontant en udmelding. Men skal man tro Rodgers' udtalelser til det engelske medie Metro, så er han ikke i tvivl om, at det lykkes.

- Jeg læste nogle overskrifter efter gårsdagens pressekonference om, at jeg skulle være sur på klubben (over manglende forstærkninger, red.) - intet kunne være længere fra sandheden, lyder det fra briten.

Liverpools vitale midtbaneanker Lucas Leiva er ude med en skade, hvilket for alvor stækker holdets defensive stabilitet - den måske vigtigste komponent for et hold med titelambitioner. Derfor kan den føromtalte store handel også meget vel gå hen og være en erstatning for det brasilianske arbejdsmonster. Blandt andre Napolis Gökhan Inler har været nævnt gentagne gange med danske Daniel Agger som modvægt i en større byttehandel.

- Forhåbentlig kan vi lukke en stor handel, før vinduet lukker, og gør vi det, så er vi klædt på til resten af forårets kampe.

Med storsejren over Everton meldte Liverpool sig helt ind i titelkampen igen. Et par nederlag mellem jul og nytår havde ellers sendt holdet en anelse ned i tabellen, men med Arsenals pointtab og det faktum, at de nærmeste rivaler Manchester City og Tottenham mødes i et indbyrdes opgør i aften, betyder at Liverpool ikke kan undgå at hale ind på de fleste andre i toppen.