Guardiola tillader ingen øl efter Citys pokaltriumf
Manchester City vandt lørdag FA Cuppen over Chelsea - men spillerne må vente med at åbne fadølshanerne.

Manchester City vandt lørdag FA Cuppen over Chelsea - men spillerne må vente med at åbne fadølshanerne.

Selvom Manchester City lørdag vandt FA Cuppen over Chelsea, får spillerne ikke lov til at fejre pokaltriumfen.
Det siger Manchester Citys cheftræner, Pep Guardiola, efter lørdagens 1-0-sejr i FA Cup-finalen på Wembley.
Her blev han spurgt, om spillerne kunne få lov til at fejre pokalsejren.
- Nej, derhjemme. Ikke engang én øl. Næste mandag, efter Aston Villa-kampen, vil vi fejre det sammen med kvindeholdet, siger Pep Guardiola.
Det var ottende gang i klubbens historie, at Manchester City vandt FA Cuppen.
Tidligere på sæsonen vandt Manchester City også Liga Cuppen med en finalesejr over Arsenal.
Manchester City har stadig en teoretisk chance for at vinde Premier League. De ligger to point efter Arsenal med to kampe tilbage af sæsonen.
På mandag møder Arsenal nedrykkerne fra Burnley, mens City spiller mod Bournemouth, der ligger på en sjetteplads i tabellen.
Den 24. maj står Arsenal over for Crystal Palace, mens City hjemme spiller mod Aston Villa.
Manchester City har planlagt at markere sæsonafslutningen med en parade i en dobbeltdækkerbus 25. maj for at fejre hele klubbens præstationer på både herre- og kvindesiden.
/ritzau/AFP