Kampen om at blive ny præsident i Barcelona er i fuld gang.

Og der er ikke ligefrem mangel på ambitioner og store løfter hos de kandidater, der drømmer om at afløse Josep Bartomeu, som trak sig tidligere i denne uge.

En af kandidaterne er Victor Font, og han har lovet fansene, at han vil forsøge at lokke Pep Guardiola tilbage til Camp Nou, hvis han skulle vinde præsidentvalget.

Fredag blev Guardiola så spurgt til mulighederne for et comeback til Barcelona, da der var pressemøde før Manchester Citys kamp mod Sheffield United.

Foto: Paul Childs / POOL
Vis mere

Men den tidligere Barcelona-træner var ikke meget for at svare direkte på spekulationerne.

»Jeg er utrolig glad for at være her.«

»Jeg er begejstret for at være i Manchester, og forhåbentlig kan jeg gøre et godt stykke arbejde i denne sæson og blive længere,« sagde Guardiola.

Den spanske succestræner er lige nu i gang med sin femte sæson i Manchester City, hvor han har kontraktudløb til sommer.

49-årige Guardiola udødeliggjorde sig selv som Barcelona-træner, da han stod i spidsen for klubben i perioden 2008-2012. Her vandt holdet hele 14 titler - blandt andet tre spanske mesterskaber og to Champions League-trofæer.