Manchester City-træner 'Pep' Guardiola føler allerede, at klubben er blevet dømt i kølvandet på Premier Leagues undersøgelse af mulig økonomisk svindel.

Det siger han på et pressemøde, hvor han for første gang udtaler sig om sagen, der har ramt England i denne uge.

»Vi er heldige, at vi lever i et utroligt land, hvor alle er uskyldige, indtil de er bevist skyldige, men det virker som om, vi allerede er dømt. Hvad der kommer til at ske, ved jeg ikke,« siger han ifølge VG, mens han ifølge mediet fægter med armene og slår i bordet.

Premier League offentliggjorde i denne uge, at man undersøger langt over 100 tilfælde af økonomisk snyd fra Citys side, der skulle være foregået fra 2009/2010-sæsonen indtil i år.

Tidligere er klubben blevet dømt for brud på UEFAs regler og blev idømt to års udelukkelse fra Champions League, men det blev senere omstødt.

Nu venter der så nye juridiske slagsmål for City.

»Vi mener, vi har gode advokater, og vi kommer til at forsvare vores position. Tiden må vise, hvad der sker,« siger den spanske mestertræner.

Guardiola og City møder Aston Villa på søndag.