Manchester City fik et sejrsmål annulleret i tillægstiden i uafgjort mod Tottenham i Premier League lørdag.

Manchester City-Manager måtte lørdag atter bøje sig for videodommersystemet (VAR) som afgørende i en hjemmekamp mod Tottenham.

I sidste sæson fik City annulleret en scoring sent, da Tottenham i stedet avancerede i Champions League, og lørdag var VAR på spil igen til sidst.

Her blev en scoring af Gabriel Jesus annulleret af VAR for hånd på bolden, og dermed endte kampen 2-2.

- Deja-vu. Det var det samme. Vi scorede til sidst, og VAR annullerede målet. Hvad skal jeg sige? Det er anden gang, at det sker. Det er hårdt, siger Josep Guardiola efter kampen ifølge AFP

Manchester City var dominerende gennem hele kampen og kom foran to gange, inden Tottenham udlignede til 1-1 og 2-2.

Dermed satte City to point til og er dermed to point efter Liverpool, som har maksimumpoint efter to kampe i denne sæson.

Hos Tottenham var manager Mauricio Pochettino anderledes begejstret, efter hvad der lignede et vundet point til gæsterne.

- Jeg elsker VAR. Jeg var ikke vild med det i første omgang, men nogle gange får man en fordel, ligesom vi gjorde i Champions League.

- Vi kan ikke stoppe den teknologiske udvikling. Det svært, fordi vi elsker fodbold som for 30 år siden, da det kun var dommerens beslutning. Der skete urimelige ting, men i løbet af en sæson udlignede det sig.

- Vi lever i en anden tid. Der er teknologi i fodbold, og det må vi acceptere. I dag kom det os til gode. Det vil også gå imod os, og så må vi acceptere det med ro og et smil, siger Pochettino ifølge Sky Sports.

VAR viste, at bolden ramte Aymeric Laporte på hånden.

Hvor man tidligere kunne diskutere en hånd eller arms placering, så trådte der nye fodboldregler i kraft fra denne sæson.

The International Football Association Board (Ifab), der forvalter fodboldloven, vedtog i marts flere regelændringer, som er trådt i kraft.

Det er blandt andet regler omkring afviklingen af straffespark og frispark, og når en spiller rammer bolden med hånden.

Tidligere skulle det være forsætligt, når en spiller ramte bolden med hånden, for at der skulle dømmes. Den regel er forsvundet, og rammer en spiller bolden uforsætligt nu, så skal der dømmes.

/ritzau/