De fleste personer kan nikke genkendende til på et tidspunkt at have fået lidt ekstra på sidebenene over julen.

Præcis det skete for engelske Kalvin Phillips, da han efter VM-slutrunden i december 2022 - ifølge Pep Guardiola - vendte tilbage til Manchester City med ekstra sul på kroppen, end da han tog afsted.

Det faldt ikke i god jord hos den spanske manager, som offentligt meldte ud, at de ekstra kilo var årsagen til, at den engelske midtbanespiller ikke fik spilletid.

Nu åbner Phillips selv op om spanierens håndtering af sagen, som han mener, har påvirket hans mentale velvære.

»Jeg var ikke uenig, men det gjorde selvfølgelig ondt på selvtilliden. Min familie var heller ikke glad for det. Især ikke min mor,« siger Phillips ifølge Fabrizio Romano og fortsætter:

»Han var i sin gode ret til at sige det, men der var andre måder at gøre det på.«

Selvom den engelske landsholdsspiller godt selv kunne se, at hans form ikke var i top, indikerer han dog også, at det blev blæst op til mere, end det var.

Så tyk var han nemlig heller ikke blevet.

Pep Guardiolas kommentarer om Kalvin Phillips' vægt tog hårdt på englænderens selvtillid.
Pep Guardiolas kommentarer om Kalvin Phillips' vægt tog hårdt på englænderens selvtillid. Foto: Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Folk kan sige overvægtig, som om det er 10 kilo, men jeg var måske halvandet kilo over mit vægtmål,« forklarer Phillips.

Efter en fuser af et skifte fra Leeds United til Manchester City i 2022 drog Phillips på jagt efter mere spilletid i det netop overståede transfervindue med sit skifte til West Ham.

Her er tiden på bænken i første omgang til dels blevet forlænget, efter det kun er blevet til en enkelt startplads i hans første tre mulige for The Hammers.