Manchester City-manageren er imponeret over sine spilleres evne til at rejse sig efter midtugens CL-nedtur.

Der var mere end bare Premier League-point på spil, da Manchester City lørdag mødte Tottenham for anden gang på fire dage.

Josep Guardiolas mandskab var ude efter revanche, efter at det onsdag blev til et smerteligt exit i Champions League mod netop Tottenham.

City fik, hvad holdet var ude efter, da London-klubben blev slået 1-0 efter et mål af 18-årige Phil Foden.

Efter opgøret hyldede Guardiola da også sine spilleres evne til at rejse sig efter midtugens nedtur.

- Vi kunne have tabt Premier League i dag. Det var virkelig hårdt efter onsdagens kamp. Hvis jeg selv havde spillet, kunne jeg ikke have gjort, hvad mine spillere gjorde i dag.

- Mine spillere fortjener mere ros for denne kamp end for nogen anden kamp i denne sæson, siger den spanske manager ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han håber, at skuffelsen over at ryge ud af Champions League kan motivere holdet til at sikre både Premier League-guldet og FA Cup-trofæet.

- Jeg har sagt til spillerne, at det er godt, hvis det stadig gør ondt.

- Oplevelsen mod Tottenham (i Champions League, red.) har givet os nogle følelser, som vi ellers ikke ville have haft. Men selv hvis det ikke lykkes at vinde Premier League og FA Cuppen, har det stadig været en flot sæson.

- Vi kæmper mod det bedste Liverpool-hold nogensinde, et af de bedste hold jeg nogensinde har set, siger Guardiola.

Manchester City har sin Premier League-skæbne i egne hænder. De forsvarende engelske mestre har således ét point mere på kontoen end Liverpool, efter at begge hold har spillet 34 kampe.

/ritzau/