Brian Riemer er helt rolig, før han tirsdag aften går ind til sin største kamp som dansk fodboldlandstræner, når Danmark møder Skotland på udebane i en afgørende kamp om en direkte VM-billet.
Landstræneren føler sig forberedt til fingerspidserne, og får han overført sine forberedelser til spillertruppen, skal skæbnekampen i Glasgow nok ende med dansk jubel.
- Som træner skal man skabe ro og fred. Det gør man ved at være godt forberedt. Når man går til eksamen, så har man en god fornemmelse, når man har læst alle sider i pensum - måske også læst dem to gange.
- Det giver en god fornemmelse i kroppen at være velforberedt, medmindre man har eksamensskræk eller bluffer, siger Brian Riemer.
Han har tidligere været en del af højspændte kampe, der har kunnet afgøre titler, oprykning og prestige. Det er gået godt de gange, hvor hele holdet kun har haft fokus på den forestående opgave og intet andet.
- Jeg har været heldig i min trænerkarriere med, at jeg mange gange har skullet losse den over stregen i mesterskabsdueller og pokalfinaler med FCK, i oprykningsfinaler med Brentford og i mesterskabskampen med Anderlecht. Mit bedste råd er, at man skal lade være med at tænke for meget frem, siger han.
Selv om Danmark i tilfælde af et nederlag stadig kan nå VM via playoffkampe i marts, føles det, som om landsholdets fremtid kan koges ned til 90 minutter, hvor man for alt i verden skal undgå at lade sig rive med af vigtigheden, men bare koncentrere sig om at spille fodboldkampen som enhver anden.
Det siger landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.
- Den slags kampe er noget særligt, selv om man altid siger, at man skal spille kampen og ikke begivenheden. Man er jo i fodbold for at spille de kampe, hvor man kan kvalificere sig, hvor man kan vinde eller opnå noget. Det er det, vi lever for. Som ung drømte jeg om de kampe, hvor alt er på spil.
- Det er det største privilegium at spille den slags kampe. Jeg har aldrig set de kampe som et pres. Man forbereder sig til dem hele livet, siger målmanden.
Hans tip til holdets mere rutinerede spillere er, at de skal blive inde i en boble før kampen.
- Jeg plejer at sige, at de skal lade være med at læse aviser og sociale medier og lade sig rive med, men at de bare skal gå ud og spille fodbold. Det er det, de er gode til, siger han.
Rasmus Nissen Kristensen, der har døjet med sygdom op til kampen, erkender, at nerver kan spille en rolle, når en kamp afgør, om kvalifikationen kan betegnes som en succes eller fiasko.
- Selvfølgelig er det anderledes, når der står så meget på spil. Det gælder også for Skotlands spillere. Man skal bare forsøge at gribe det an som enhver anden kamp, og jeg prøver bare at forberede mig på modstandere og omgivelser på helt samme måde som normalt.
- Men vi er mennesker - tænkende væsener - som kan lade sig påvirke og rive med, og derfor går det ikke altid, som man planlægger, siger han.
Kampen i Glasgow begynder klokken 20.45 dansk tid.
/ritzau/
