Optakten til kampen mellem FC Midtjylland og Malmö FF endte dramatisk for en fan af de svenske gæster.

»Han er faldet ned fra en trappe, men han var ved bevidsthed,« siger Malmö FF's fankoordinator, Pierre Nordberg, til svenske Expressen.

Malmö-supporteren måtte efterfølgende køres på hospitalet, da han faldt flere meter ned, inden den afgørende kamp til Europa League-gruppespillet overhovedet var startet.

Flere fans af den svenske klub så faldet, og den svenske fan er blevet kørt til Århus Universitetshospital.

Pierre Nordberg kan og vil ikke sige meget om tilstanden på den involverede fan, men fortæller til Expressen, at han dog var i stand til at sige sit navn, inden han blev kørt af sted.

FC Midtjylland, der samlet tabte de to opgør mod Malmö med 4-2, har efter kampen sendt en hilsen til den uheldige fan.

'En Malmö-fan var uheldig inden kampen og faldt ned - han blev behandlet på stedet og derefter overført til sygehuset i Skejby,' skriver FC Midtjylland i et opslag på Twitter og fortsætter:

'Vi ønsker ham alt det bedste og en hurtig god bedring.'