En forfærdelig aften.

Sådan kan kampen mod Atletico Madrid summeres op for kriseramte FC Barcelona - og i særdeleshed for Gerard Pique.

Storklubbens rutinerede forsvarsstyrmand måtte tårevædet udgå af topbraget efter en grim knæskade, som tv-seerne fik serveret med aftenkaffen.

Og han og hans holdkammerater endte med at tabe den vigtige kamp med 1-0, hvorfor de nu halter ni efter hovedstadsklubben. Men det kan blive værre endnu.

Foto: JUANJO MARTÍN
Vis mere

For den umiddelbare dom over Pique er, at han formentlig kommer til at misse størstedelen af resten af sæsonen. Seks måneders pause kan han efter al sandsynlig mindst se frem til, skriver den spanske sportsavis Sport.

Det var i midten af anden halvleg, at den spanske forsvarsstjerne kom galt afsted.

Her blev Atletico Madrids Angel Correa tacklet i et angreb, så han væltede med al sin vægt ned over Piques udstrukkede højreben, så knæet blev trykket helt ud af led, hvilket tydeligt kunne ses på tv-billederne.

Herefter sank 33-årige Pique til jorden og vred sig i smerte, hvorefter han haltende måtte hjælpes fra banen med tårer i øjnene.

Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Dermed føjer Pique sig til en voksende skadesliste i FC Barcelona, som inkluderer teenage-stjernen Ansu Fati og forsvarsspilleren Samuel Umtiti, ligesom Sergi Roberto også pådrog sig en skade i lørdagens kamp.

Nederlaget til FC Barcelona betyder, at sidste sæsons nummer to ligger på en skuffende 10.-plads i La Liga med 11 point efter 8 kampe.