Antoine Griezmann lavede to mål, da FC Barcelona fik sæsonens første sejr med 5-2 over Real Betis.

Afhængigheden af Lionel Messi blev et tema igen, da FC Barcelona åbnede sæsonen med et 0-1-nederlag i Bilbao uden en skadet Messi. Men søndag forstummede snakken.

På en fremragende anden halvleg hjemme mod Real Betis vandt de forsvarende mestre med 5-2, og især det franske stjerneindkøb Antoine Griezmann brillerede i Messis fravær.

Et forventet spillemæssigt overtag blev ikke omsat til de helt store muligheder i kampens indledning, hvor Griezmann forsøgte at tage den offensive dirigentstok i Messis fravær.

Gæsterne lå og lurede på de kontrastød, der som regel er opskriften mod Barcelona på Camp Nou, og det gav pote efter et kvarter.

Sergio Busquets lavede en dårlig aflevering på egen banehalvdel, og et par afleveringer senere var sommerindkøbet Nabil Fekir alene igennem og sendte Betis i front.

Rafinha fik en kæmpe chance for at udligne i 37. minut, men et Betis-ben snittede bolden til hjørne, og så blev det i stedet Griezmann, som åbnede sin målkonto for mestrene.

Han sprang frem i et perfekt indlæg efter 41 minutter og fik klemt bolden ind under keeperen.

Mens Barcelonas offensiv så ud til at lide under fraværet af Lionel Messi, Ousmane Dembélé og Luis Suarez før pausen, så tænkte ingen over det efter pausen.

Da uret rundede et kvarters spil af anden halvleg havde Griezmann, talentet Carles Perez og Jordi Alba ændret et truende pointtab til feststemning på Camp Nou med tre flotte mål.

Herfra handlede det kun om sejrens størrelse, og Ernesto Valverdes tropper kørte tre sikre point ind på ligakontoen.

Arturo Vidal kom også på måltavlen efter assist af Griezmann, mens Loren Moron fik lov til at pynte på resultatet på et kanonskud ti minutter før tid.

/ritzau/