Antoine Griezmann tog søndag afsked med Atlético Madrids fans efter at have spillet sin sidste hjemmekamp for klubben.

Her undskyldte han endnu en gang for at have skiftet til FC Barcelona i 2019.

- Jeg ved, at mange af jer har tilgivet mig, men nogle har stadig ikke, så jeg undskylder igen.

- Jeg indså ikke, hvor meget kærlighed jeg havde her. Jeg var meget ung, og ja, jeg begik en fejl, lød det fra den franske stjernespiller på et fyldt Metropolitano i den spanske hovedstad, Madrid.

Griezmann kom til Atlético Madrid fra Real Sociedad i 2014 som kantspiller, men udviklede sig til en verdensklasseangriber under træner Diego Simeone.

I 2019 skiftede han til FC Barcelona, inden han i 2022 igen officielt vendte tilbage og spillede for Atlético Madrid.

35-årige Griezmann skifter til sommer til Orlando City i MLS og afslutter dermed karrieren med et fodboldeventyr i USA.

Griezmann er den mest scorende spiller i Atlético Madrids historie. Han har scoret 212 mål i 500 kampe for klubben.

Den franske angriber takkede søndag sin familie, klubbens stab og træner Simeone, som ifølge Griezmann har ændret alt for Atlético.

Den argentinske træner førte Atlético Madrid til tops i La Liga i 2014 og 2021. Klubben nåede også finalen i Champions League i 2014 og 2016, men tabte begge gange til byrivalerne fra Real Madrid.

Griezmanns eneste trofæ med Atlético var Europa League-titlen i 2018, som han løftede, inden han vandt VM med Frankrig samme sommer.

Klublegender som Fernando Torres og Diego Godin deltog i søndagens hyldest af Griezmann.

- I dag er det Antoines dag. Han er uden tvivl den bedste, nogen af os har set her med egne øjne, sagde Fernando Torres.

Atlético Madrid vandt søndagens hjemmekamp over Girona med 1-0. Griezmann lagde op til kampens eneste mål.

/ritzau/AFP