Danmark stirrer ned i EM-afgrunden efter en ny skuffende landsholdssamling.

Det er Thomas Gravesen ikke i tvivl om efter henholdsvis en smal 1-0-sejr i Parken over Nordirland og 1-1 ude mod Slovenien i aftes i EM-kvalifikationen.

Dermed står det danske landshold, som er på tredjepladsen i en tæt pulje, i en penibel situation, hvor de er i fare for at misse EM i Tyskland, hvis ikke landstræner Kasper Hjulmand får rettet op på spil og pointudbytte efter sommerferien.

Hvis ikke det skal ende i en sportslig katastrofe, skal landsholdets rutinerede stjerner se indad sommeren over, og Hjulmand skal få styr på taktikken og tilgangen til kampene, mener landsholdslegenden Thomas Gravesen, som i dag er landsholdsekspert på Eurosport.

Foto: Russell Cheyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor står landsholdet efter præstationen mod Slovenien?
»De er ikke røget ud over afgrunden, men de står på kanten af afgrunden. Det er den ringeste pulje, et dansk landshold nogensinde har været i i mine 50 år på kloden. Danmark skal ikke dumme sig ret meget mere og tabe flere point, så ryger de ned i afgrunden. Ja, kampene er svære, og ja, holdene pakker sig, men det her er det danske A-landshold!«

»Vores stjerner spiller i Manchester United, i Tottenham Hotspur, i FC Barcelona, i RB Leipzig og jeg kan blive ved. Selvtilliden og troen er helt væk, når man ikke kan gå ind til en kamp mod Slovenien med troen på sejr. I stedet kommer de ind til kampen og kalder sig selv for underdogs. Det klæder ikke det danske A-landshold.«

I hvor høj grad mener du, at Kasper Hjulmand kan lykkes med at hive Danmark ud af den spillemæssige krise?
»Jeg tror stadig på, at landstræneren kan få os ud af krisen. Den situation, vi er i nu, og det, der skete under VM og mod Finland og mod Nordirland, skal han lære af. Han er nødt til at indse, at spillerne skal være toptunede og i topform, når de er med landsholdet. Han skal ikke kigge op på tribunen og håbe, at en småskadet Yussuf Poulsen kan spille i tre minutter.«

»Danmark skal nok kvalificere sig til EM. Men først skal San Marino bankes overbevisende på plads. Danmark skal dominere og spille hurtigt. Det er Hjulmands job at lære spillerne til at nedbryde de hold og komme med en løsning i stedet for at sige, at det har vi svært ved.«

Foto: Jure Makovec/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem kommer ud som vinder og taber efter denne landsholdssamling og kampen i går?
»Hver gang Slovenien kom frem på banen, sad jeg med fornemmelsen af, at det her godt kan gå hen og blive farligt. Vi manglede noget … stål! Altså, at Danmark er svære og besværlige at spille mod. Den følelse af, at Kjær og 'AC' er verdensklasse-forsvarsspillere, og at vi har en af de bedste målmænd i verden, har jeg ikke længere. For det er de ikke længere. Hvor er det blevet af? Eriksen og Højbjerg dominerer heller ikke længere. De flytter bolden og spiller til side og bagud – alt for meget.«

»Alle spillerne skal gå hjem og rense hovedet og tænke på, hvordan de kan gøre det bedre, når de er med det danske landshold: Hvordan kan jeg i Hjulmands system blive en spiller, som kan bidrage med de kvaliteter, jeg har? De skal være selvkritiske og selvransagende.« 

»Det store rampelys er på landstræneren, men spillerne skal simpelthen forstå, hvad det drejer sig om, når man kommer på banen for Danmark. De skal indse, at de kampe, de har spillet fra VM og til nu, ikke har været i orden. De må smøge ærmerne op og gøre en kæmpe indsats for at komme tilbage til den gode periode. Jeg husker, hvordan spillernes øjne strålede under EM og i perioden efter. Hele Danmark var rød og hvid. Det skal vi tilbage til.«

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad er perspektiverne for Danmark i forhold til at kvalificere sig til EM?
»Jeg tror jo på det her landshold. Det er derfor, frustrationen er så stor hos mig – og hos danskerne. Vi har jo set, hvor gode de kan være, når de spiller op til deres bedste. De er nede i en bølgedal, men de må ikke gemme sig bag manglende marginaler og den slags. De må kæmpe hårdere, løbe mere, holde sammen, støtte hinanden og gøre hinanden gode.«

»Men lige nu står de ved afgrunden. De rutinerede stjerner med hundredvis af landskampe skal lave et flot afsluttende kapitel på landsholdet for sig selv. De skal træde frem og kvalificere Danmark til EM. Det må ikke slutte med, at de går helt bag ud af dansen. Jeg vil se ilden i øjnene på dem, når de skal møde San Marino og Finland. De skal være villige til at dø for hinanden på banen.«