Superligaen er tilbage, og den vil eksplodere i år, forudsiger Thomas Gravesen.
Viaplay-eksperten forventer enorm spænding om guldet, men også en transferrekord, der slås i småstykker.

»Vi har fået en Superliga med et niveau, som vi ikke har set længe. Spillerne vokser, og vi ser, hvordan større klubber kigger med.«
»FCN sælger en spiller som Conrad Harder til omkring 170 mio. kroner, FCK solgte Orri Oskarsson til over 150 mio. For mig har Franculino taget et skridt op af den stige. Han er enestående i Superligaen og vanvittig i Europa League.«
»Han kan bryde den væg til 250-300 mio. kroner,« siger Gravesen om FCM-angriberen, der starter foråret med at pleje en skade.
I øjeblikket anses FC Nordsjællands salg af Ernest Nuamah for at være historiens største Superliga-transfer. De skulle have fået 187 mio. kroner for ham tilbage i 2023.

»Skulle en Premier League-klub gå efter, så er 30 mio. pund ikke ret meget i den verden. Det lyder vanvittigt, men det er et tilbud på de kanter,« siger Gravesen med et grin.
Han kan ikke vente med, at få gang i forårssæsonen, hvor der kun resterer fire runder, før ligaen deles i mesterskabs- og nedrykningsspil.
»Superligaen giver os noget, som vi ikke har set i meget lang tid. Vores flagskib i FCK - både målt på mesterskaber og europæisk succes - er nummer fem.«
»Det er det, der gør vores Superliga så vanvittig, som den er.«
Forårets første storkamp venter i Herning, hvor FC Midtjylland tager imod FC København.
