Thomas Gravesen er rasende!
Det danske landshold fik forpurret en helt oplagt mulighed for at booke en VM-billet - med først 2-2'eren mod Belarus i Parken og så tirsdagens 2-4-nederlag i Skotland.
Dermed skal Brian Riemers tropper nu igennem en nervepirrende playoff-runde for at komme til sommerens VM-slutrunde.
Og den tidligere landsholdsstjerne Thomas Gravesen lægger ikke bånd på sig selv, når han skal beskrive sin skuffelse
»Vi har et landshold, der er en katastrofe,« siger Gravesen i Viaplay-magasinet 'Tøffe vs. Graver'.
Og den tidligere Real Madrid-spiller er især på nakken af landstræner Brian Riemer.
»Det er den dårligste præstation af en træner, der nogensinde er set på det danske landshold. Ergo er det også de to værste landskampe, vi har vidner til - nogensinde i dansk landsholdshistorie.«
»Det kan ikke blive værre. Det er to hold, der er SÅ dårlige i forhold til det danske landshold. Pilen peger kun på Brian Riemer,« lyder det fra Thomas Gravesen.
»Han har undervurderet en modstander og sat sit hold helt forkert op. I min verden spiller man med de bedste på landsholdet. Man skal ikke spare nogle spillere.«
»For mig har Brian Riemer været en gigantfiasko, en kæmpe katastrofe - og han er dumpet på alle parametre, når det drejer sig om at sætte sine spillere op og udtage de rigtige spillere.«
B.T. forsøger at få en kommentar til Gravesens hårde kritik fra Brian Riemer.


