Ifølge B.T.s oplysninger er danske Jens Jønsson i øjeblikket i Athen for at forhandle om en kontrakt med AEK Athen.

Danskeren er taget til den græske hovedstad for at se nærmere på forholdene i klubben sammen med sin kæreste, og hvis alt falder i god jord hos den tidligere AGF-spiller, kan det meget vel ende med en aftale mellem parterne. Han har desuden følgeskab af sin agent Mikkel Beck.

Den græske interesse kunne man allerede høre om i onsdagens udgave af B.T.s podcast Transfervinduet.

Jønsson er fri på markedet, efter hans kontrakt med spanske Cadiz udløber i slutningen af juni. Og det har gjort ham til en eftertragtet herre.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

AEK har tidligere været snublende nær danskeren, som B.T. forstår det. I januar var man blevet enige med Cadiz om en transfer for et mindre beløb, men Jønsson afviste skiftet til Grækenland.

Med udsigt til at blive transferfri blot seks måneder senere holdt danskeren sine muligheder åbne.

AEK har dog ikke givet op i mellemtiden, og nu drømmer de stadig om at få handlen på plads med ønskespilleren Jønsson.

Grækerne sluttede sidste sæson på femtepladsen med hele 27 point op til de græske mestre fra Olympiakos, der netop har hentet en anden dansker i form af Philip Zinckernagel, der kommer til fra engelske Watford.

Dermed kan noget tyde på, at Zinckernagel kan få dansk følgeskab i Grækenland.

Jens Jønsson skiftede i 2016 fra AGF til Konyaspor, inden han i 2020 tog springet til spansk fodbold i Cadiz.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra danskerens agent, Mikkel Beck.