Tyrkiske fodboldfans oversvømmer nu Kamil Grabaras kæreste med dødstrusler.
FC Københavns polske målmand, Kamil Grabara, har ikke fået mange nye venner ud af københavnernes besøg i Istanbul, hvor den danske mesterklub onsdag aften spillede 2-2 mod Galatasaray i Champions League.
Målmanden er tværtimod blevet ekstremt upopulær hos det fanatiske tyrkiske fodboldpublikum. Først fik han med et glimt i øjet udtalt, at han 'har hørt, at Fenerbahces fans er bedre end Galatasarays'.
Og efter onsdagens kamp fik han på Instagram skrevet, at FCK havde 'fortjent alle tre point med hjem fra det lortested'. Han har efterfølgende rettet det til 'lortekamp'.
Galatasarays fans har reageret voldsomt med tusindvis af rasende og hadske kommentarer under målmandens opslag. Og han har nu lukket for muligheden for at kommentere det seneste Instagram-billede.
Og nu deler Kamil Grabaras kæreste, Dominika Robak, et udsnit af de private beskeder, der er væltet ind i hendes indbakke de seneste 24 timer. OG det er uhyggelig læsning.
»Kamil er snart død. Vi ved også, hvor hans familie bor,« lyder en af beskederne.
»Vi vil dræbe din mand. Bare vent.«
»Hej kælling. Vi vil ødelægge din familie,« lyder en anden besked.
Beskyt dig selv og din mand. Jeg vil lede efter jer i København, og I kan være sikre på, at jeg vil finde jer.«
B.T. forsøger at få en kommentar fra Kamil Grabara.