Der er ikke mange forsonende ord fra FC Københavns målmand Kamil Grabara, efter at han i forrige uge var involveret i et hårdt sammenstød med AaB-spilleren Mathias Ross.

Polakken greb ud efter bolden, men stødte hovedet sammen med Ross, der med stor kraft kastede sig frem mod bolden.

I et interview på FCK's hjemmeside sætter Kamil Grabara ord på sammenstødet, der sendte ham ud af kampen og det efterfølgende opgør mod Viborg.

»Hvis de har planer om at slå mig ihjel, må de gøre noget andet, for det er i hvert fald ikke nok,« siger han.

Adspurgt hvad han tænkte i situationen, lægger Grabara ikke fingre imellem.

»Absolut intet, bortset fra at jeg tænkte, hvor dum man skal være for at gøre sådan noget. Men alle møder forhindringer, og det stopper mig ikke fra at blive en bedre målmand,« forklarer han.

Siden episoden har Ross forklaret til fodboldmediet bold.dk, at han gik målrettet efter bolden og ikke havde nogen onde hensigter med handlingen.

Grabara er siden blevet opereret og har det efter eget udsagn godt.

På trods af de uheldige omstændigheder ånder målmanden lettet op.

»For at være ærlig føler jeg mig heldig, i forhold til hvad der kunne være sket. Det er det, jeg har fået at vide af alle. Især lægerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg har det godt, for hvis jeg var blevet ramt en smule anderledes, havde jeg måske ikke stået her nu,« siger han.

FCK vandt kampen mod AaB med 3-1, men tabte det efterfølgende opgør i Viborg.

Mens Grabara er ude, er det svenske Karl-Johan Johnsson, der vogter buret for det danske mesterhold.

Det er endnu uvist, hvor længe FCK må undvære målmanden, som i den forgangne sæson slog rekord i Superligaen for flest minutter i træk uden at lukke mål ind.

»Jeg vil ikke sætte en tidsramme på, men jeg håber, at det ikke bliver adskillige kampe. Jeg vil gøre alt for at komme tilbage så hurtigt som muligt,« siger han.

For et år siden købte FCK den polske landsholdsmålmand i Liverpool. Han har tidligere været på leje i AGF ad to omgange.

Han er efter alt at dømme ikke med, når FCK søndag møder Brøndby i Superligaen.

/ritzau/