Manchester City knuste FC København i onsdagens Champions League-kamp med en sæk på hele 5-0.

Der var alligevel flere af den danske klubs spillere, som imponerede Premier League-klubbens manager, Pep Guardiola, da B.T. spurgte spanieren om hans syn på FC Københavns præstation.

Således har den spanske træner noteret sig plusser ud for Kamil Grabara, Mohamed Daramy og Victor Kristiansen.

»Målmanden leverede en fantastisk præstation. Jeg ved ikke, om det var på grund af masken, men han leverede en virkelig toppræstation,« siger Pep Guardiola og tilføjer:

»Daramy kommer fra Ajax og er en top, top talentfuld spiller, og vi snakkede meget med Joao (Cancelo, red.) om det. I dag var det hårdt,« erkender Guardiola og roser også Victor Kristiansen, mens han samtidig sender de to stjerner Rasmus Falk og Carlos Zeca venlige tanker:

»Deres venstre back er også en rigtig god spiller, og vi vidste godt, at de havde to vigtige skader på midtbanen, jeg er meget ked af det på deres vegne, og forhåbentlig kommer de tilbage snart,« lyder det fra Guardiola, inden han runder FC København af på pressemødet efter kampen.

»Bortset fra det prøvede de hele tiden at spille kampen og gjorde det utroligt godt over det hele, men vi spillede virkelig godt. Jeg er meget tilfreds med vores spil.«