Det er tilsyneladende ikke alle, der har forstået alvoren.
For efter Champions League-opgøret mellem Liverpool og Atletico Madrid i sidste uge kunne den spanske angriber Diego Costa ikke lade være med at gøre grin med den virus, der lige nu hærger verden over.
For da de ventende journalister spurgte om et interview ovenpå holdets samlede sejr, valgte Costa at vade forbi, mens han hostede ud mod dem.
Det viser et klip, som det spanske fodboldprogram El Chiringuito TV har delt på sin Twitter-profil:
Ottendedelsfinalen mellem de to europæiske storhold var i forvejen voldsomt omdiskuteret, da kampen blev spillet foran et propfyldt stadion, hvor der sågar var et hav af spanske fans fra hovedstaden Madrid til stede på lægterne.
En by, der allerede på det tidspunkt var præget af et hav af personer, der var smittet med coronavirus.
Alt imens blev kampen mellem Paris Saint-Germain og Borussia Dortmund spillet for lukkede døre og mange undrede sig derfor også over, hvorfor det ikke var tilfældet i England.
Den danske fodboldkommentator Carsten Werge var blandt dem, der ingen forståelse havde for situationen og kalde det for 'håbløst'.

Fodboldverdenen er også blevet hårdt ramt af coronavirussen, hvor den italienske Juventus-spiller Daniele Rugani var den første, der blev testet positiv for den frygtede sygdom.
Senest er blandt andre Arsenal-træner Mikel Arteta også blandt de ramte.
Langt de fleste ligaer rundt omkring i Europa er nu suspenderet af frygt for yderligere spredning af smitte.
Den danske Superliga samt NordicBet Ligaen og 2. division blev 12. marts suspenderet i to uger.