Landsholdsangriberen Kasper Dolberg var på spil igen - og denne gang skulle han blot bruge få sekunder på at score sit andet mål for Anderlecht. Der gik blot 30 sekunder før, at han kom på tavlen mod Westerlo.
Efter flere svære år i Nice, Sevilla og Hoffenheim har Kasper Dolberg fået en god start på tilværelsen i Anderlecht.
Søndag kom angriberen på tavlen for anden gang for sin nye klub, som på hjemmebane besejrede Westerlo 2-1 i den belgiske liga. Målet kan du se i bunden af artiklen.
Den 25-årige dansker brugte blot 30 sekunder på at komme i fokus. På rigtig angribermaner brugte han sin fysik til at presse sig foran en forsvarsspiller og komme først på et indlæg fra venstre.
Han har nu scoret to mål i fire kampe.
Dolberg har indtil videre fået stor tillid af klubbens danske cheftræner, Brian Riemer. Den tidligere Ajax-spids er startet inde i alle fire ligakampe, hvor Anderlecht har skrabet ni point sammen.
I søndagens opgør var Dolberg eneste danske islæt på banen for Anderlecht, da Anders Dreyer havde karantæne.
Den forhenværende FC Midtjylland-spiller Nicolas Madsen huserede på midtbanen for Westerlo, som reducerede forgæves ved bulgarske Edisson Jordanov ti minutter før tid.