Der var gang i den i Aalborgs midtby i nat. Sammen med flere hundrede supportere fejrede førsteholdsspillerne i AaB det danske mesterskab i fodbold.

På Twitter skriver Nordjyskes sportsredaktør, Claus Jensen, i dag, at tre af den nordjyske superligaklubs største profiler, Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen og Rasmus Jönsson, midt i festrusen fortalte, at de er klar til at blive i AaB i næste sæson.

Det glæder AaBs sportschef Allan Gaarde.

- Men det kan vel ikke siges at være nogen bombe. Vi har jo stadig  Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen på kontrakt efter sommerpausen, siger han.

I forhold til ikke mindst Kasper Kusk har de fleste dog gået med en forestilling om, at han - på grund af en angiveligt ganske beskeden frikøbsklausul - ville være umulig at holde i Aalborg efter sommerpausen.

Allerede da det efter vinterens transfervindue stod klart, at Kusk ikke røg væk, lå det i kortene, at dette ville blive hans sidste halvsæson i AaB. Han sagde i marts følgende til BT:

- Som de fleste fodboldspillere har jeg ambitioner om at spille på de store stadions og i de store ligaer, men jeg skal ikke væk fra AaB for enhver pris. Det kunne være sjovt at slutte af i AaB med en placering i toppen.

Det lykkedes altså nu, men skal man tro historien fra Aalborgs natteliv, så kan der altså være mere Kusk i vente for hjemmepublikummet i det nordjyske.

Om udsigten til at forlænge aftalen med lejesvenden Rasmus Jönsson siger Allan Gaarde:

- Hvad angår Rasmus Jönsson, må vi se, hvad der sker. Vi har lejet ham i Wolfsburg i denne sæson, og som udgangspunkt skal han tilbage dertil. Nu må vi se. Der er ingen tvivl om, at han er en dygtig spiller, og at både han og vi har været glade for samarbejdet. 

Allan Gaarde ser frem til de kommende kampe i Champions League-kvalifikationen.

- Vi går naturligvis efter at klare os så godt som overhovedet muligt. Men man kommer ikke til at se os foretage specielt dyre spillerindkøb. Der er jo en risiko for, at vores europæiske eventyr bliver kortvarigt, siger Allan Gaarde.