Der er solide stjerneforstærkninger på vej til landsholdet.

Først og fremmest vender den nybagte far Andreas Christensen tilbage til landsholdslejren, fortæller landstræner Kasper Hjulmand. Dermed er forsvarsstjernen klar til at tørne ud for Danmark på fredag mod Kroatien.

»Yes, han er tilbage i truppen og indgår i planerne til kampen på fredag,« siger Kasper Hjulmand før landsholdets træning frem mod Nations League-opgøret i Parken.

Chelsea-forsvarsstjernen har misset de seneste to landskampe mod Frankrig og Østrig, da hans gravide kæreste i weekenden har født parrets første barn. Men nu er han igen klar til at deltage på lige fod med sine holdkammerater på træningsbanen i Helsingør.

Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Andreas Christensens familieforøgelse blev meldt ud af landsholdet i søndags. Selvom nyheden om 'AC's retur til landsholdet er positiv, er der fortsat tvivl om Kasper Dolberg, som blev skulderskadet i 2-1-sejren over Frankrig.

Derimod er både Jonas Wind og Christian Nørgaard meldt klar til kamp, fortæller landstræneren.

»Vi er stadig i tvivl om Dolberg. Og så tror jeg, resten er o.k.,« siger Hjulmand.

Midtbanespilleren Christian Nørgaard missede kampene mod Frankrig og Østrig efter at have døjet med en mindre forstrækning i læggen. Jonas Wind sad også over i begge de danske Nations League-sejre.