Iker Casillas er nu blevet udskrevet fra hospitalet.

Og da han trådte ud derfra, var det til et stort presseopbud. Målmanden gav sig dog tid til at tale og sætte ord på sin fremtid på banen.

»Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden. Det vigtigste er, at jeg er her, og at jeg er i stand til at tale roligt,« sagde Iker Casillas.

Målmandens plan er at tage den med ro den kommende tid oven på det hjerteanfald, han blev ramt af i sidste uge.

Iker Casillas blev udskrevet mandag.
Iker Casillas blev udskrevet mandag. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Presseopbuddet var stort, da Iker Casillas blev udskrevet.
Presseopbuddet var stort, da Iker Casillas blev udskrevet. Foto: RAFAEL MARCHANTE
Vis mere

»For nogle dage siden oplevede jeg en svær situation, der kan ske ethvert øjeblik i livet. Men heldigvis har jeg det fint. Jeg er taknemmelig og føler mig meget heldig,« sagde Iker Casillas til den fremmødte presse.

Han var tydeligt rørt over situationen, men han lagde heller ikke skjul på, han var glad. Glad for, at det ikke gik værre.

»Tak til alle jer, der har tænkt på mig. Jeg har følt mig meget værdsat. Jeg kan kun komme ud på den anden side med et smil,« sagde Iker Casillas, der forlod hospitalet med sin hustru, tv-journalisten Sara Carbonero.

Iker Casillas spiller til daglig for FC Porto, som han kom til i 2015 efter mange år i Real Madrid. Og det var netop under en træning med portugiserne, at Iker Casillas fik det dårligt den 1. maj. Det stod klart, at han var blevet ramt af et hjerteanfald, og den 37-årige målmand blev hastet til hospitalet.

Iker Casillas forlod hospitalet mandag eftermiddag med sin kone, Sara Carbonero.  
Iker Casillas forlod hospitalet mandag eftermiddag med sin kone, Sara Carbonero.   Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

'Træningen blev med det samme afbrudt, så han kunne få hjælp. Målmanden er lige nu på hospitalet i Porto. Casillas har det godt og er stabil,' skrev FC Porto i en pressemeddelelse.

Efterfølgende meddelte hans agent, Carlo Cutropia, at Iker Casillas ikke kom til at spille igen.

»Han er en figther, fordi han ved, at han ikke kommer til at spille igen, men dette er vigtigere end at vinde verdensmesterskabet. Det er den største sejr i hans liv,« sagde agenten i et radio-interview. Men Casillas selv fortalte altså mandag, at han endnu ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Iker Casillas er en af de største målmænd med et flot cv, der blandt andet byder på tre Champions League-titler. Derudover vandt han VM med Spanien i 2010, ligesom han også har været nomineret til Ballon d'Or.