Han kunne i første omgang ikke få lov til at sælge klubben. Men det har ændret sig nu.

Den britiske regering godkender nemlig salget af Chelsea, hvilket betyder, at russiske Roman Abramovich snart er 'tidligere ejer' af den engelske topklub.

Det har regeringen meldt ud onsdag.

Et konsortium med amerikanske Todd Boehly i spidsen gennemfører købet.

Tirsdag kom det frem, at Premier League havde godkendt Boehly, og regeringen var altså sidste skridt på vejen.

Russiske Roman Abramovich købte Chelsea i 2003, men er blevet tvunget til at sælge klubben efter Ruslands invasion af Ukraine i februar. Han er således blevet ramt af heftige sanktioner fra både EU og den britiske regering.

Og det er ikke småpenge, Tedd Boehly og resten af konsortiet giver for Chelsea. Der er nemlig tale om 4,25 milliarder pund, svarende til knap 37 milliarder danske kroner, har Chelsea tidligere selv fortalt.

Roman Abramovich kommer ikke til at få en andel af pengene, for beløbet bliver indefrosset på en britisk bankbog, og en af sanktionerne mod russeren lyder, at han ikke må tjene penge på britisk grund.

Det er bestemt ikke første gang, Todd Boehly engagerer sig i sportsverdenen. For han er i forvejen medejer af basketballholdet Los Angeles Lakers og baseballholdet LA Dodgers.