'Bland-selv-slik. 3,99 kroner per 100 gram.'

Det var ordene, der stod på en jakke, Glen Riddersholm havde på under en Superliga-kamp mod Vejle i foråret sidste sæson.

Men Sønderjyske-træneren var langt fra begejstret over at skulle have jakken på. Det fortalte han mandag aften i TV3-programmet 'Offside'. Klippet kan ses i toppen af artiklen, hvor også den omdiskuterede jakke vises.

Hele 'jakke-sagen' handlede i første omgang om, at Sønderjyske gerne ville have nogle sponsorkroner, og her var der så en, der meldte sig på banen.

»Vi finder en sponsor, der godt kunne tænke sig at være på ryggen af mig. Vi har en snak 14 dage forinden, hvor jeg har sagt, at jeg skal ikke have sådan noget på min ryg,« fortalte Glen Riddersholm i programmet.

Han var skeptisk overfor idéen, og han ringede selv til Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, og fortalte, at han ikke ville have jakken på.

Men sportschefen, der ikke havde set jakken, fik ham alligevel overtalt til at tage den på.

Bare lige den ene kamp, som klubben fra Haderslev endte som taber af. Men det var ikke kun nederlaget, der efterfølgende satte sig fast hos Glen Riddersholm. Faktisk oplevede han situationen som ubehagelig, for han kunne med det samme mærke reaktionerne.

»Jeg har fået en undskyldning, og det er typisk, det rammer mig sådan en kamp. Det er med afstand den dårligste oplevelse, jeg nogensinde har haft som menneske. Jeg kommer ind på et stadion, hvor folk de griner,« fortalte Sønderjyske-træneren.

»Jeg møder en fjerdedommer, der har en kæk kommentar,« sagde Glen Riddersholm om jakken, der også fik stor opmærksomhed på de sociale medier, hvor billeder af den blev delt flittigt.

Da kampen var fløjtet af, havde han nærmest kun en tanke i hovedet - udover at det var 'miserabelt', at klubben tabte opgøret.

»For mig var det om at komme hurtigst muligt ud. Det var en af de værste oplevelser i mit liv,« fortalte Glen Riddersholm.