Er David de Gea en færdig mand i Manchester United?

Det spørgsmål er blevet stillet flere gange i denne sæson, og senest har debatten fået ny næring, efter målmanden leverede en dårlig præstation mod Chelsea i søndagens FA Cup-semifinale.

Men United-manager Ole Gunnar Solskjær nægtede at tale om David de Gea, da der tirsdag var pressemøde forud for kampen mod West Ham.

»Det her skal ikke være en David de Gea-pressekonference,« fastslog den norske manager.

CARL RECINE

Der var ellers masser af spørgsmål om den spanske stjerne, og flere journalister spurgte blandt andet, om David de Gea ville starte inde i onsdagens kamp mod West Ham.

Men der var ikke meget at komme efter hos Ole Gunnar Solskjær.

»Nej, fordi jeg vil ikke tale om det. Vi holder sammen som en gruppe. Selvfølgelig holder vi sammen som en gruppe, og som jeg har sagt tidligere, så har han (David de Gea, red.) før bevist, at han er mentalt stærk. Vi holder sammen, og vi må se, hvordan holdet ser ud onsdag aften.«

»David er mentalt stærk nok til at vide, at hans arbejde er at performe ved træning næste dag og blive klar til kamp.«

»Det er jeres arbejde at tale og skrive om det, og det er mit arbejde at forberede holdet til West Ham. Vi kommer ikke til at tale om enkelte spillere her,« lød det fra Solskjær.

Manchester United møder West Ham onsdag aften i næstsidste spillerunde i Premier League.