Flere end 20 millioner likes!

Lionel Messis første store triumf med det argentinske landshold har været længe ventet, og endelig skete det denne sommer, da han som 34-årig hev Copa America-pokalen hjem.

Den argentinske landsholdsanfører har selvfølgelig foreviget øjeblikket med beviset for turneringssejren, da han efter finaletriumfen over Brasilien sidder med pokalen i omklædningsrummet, og det billede har han lagt op på sin Instagram-profil.

Hvorefter det er stukket helt af.

Opslaget har som nævnt passeret den magiske grænse på 20 millioner likes, og det bringer Lionel Messi ind på en historisk førsteplads over mest populære sportsbilleder på Instagram. Billedet er samtidig nummer seks af alle billeder.

Det skriver Marca.

Tidligere tilhørte begge dele Cristiano Ronaldo, der efter Diego Maradonas død sidste år lagde et billede op af de to. Det opslag samlede lige under 20 millioner likes.

Det mest populære billede overhovedet er et simpelt billede af et æg. Det har fået over 55 millioner likes på Instagram.