Jesper Grønkjær er ikke bare en elsket figur blandt landsholdsfans og særligt FC København-tilhængere.

Han er også et respekteret og vellidt navn som ekspert på TV3 Sports mange kanaler, som dækker både Superligaen, flere store udenlandske fodboldligaer samt ikke mindst Champions League.

I aften vender den 40-årige eks-landsholdsstjerne tilbage på skærmen i forbindelse med netop Champions League på TV3+ efter et længere fravær som følge af stress.

»I aften gør verdens bedste Grønkjær endelig comeback (på skærmen). Glæder mig til at se dig i aktion,« skriver René Schrøder, som er fodboldredaktør på TV3 Sports fodbolddækning, på Twitter.

Det er i forbindelse med aftenens Champions League-brag mellem Chelsea og FC Barcelona, at Grønkjær er tilbage på skærmen for første gang siden april sidste år.

Det var helt udramatisk, da Grønkjær og TV3 Sport dengang meldte ud, at den tidligere fodboldspiller holdt en pause fra skærmen grundet 'en stressrelateret sygemelding'.

Jesper Grønkjær i aktion for FCK mod FC Barcelona i 2010.
Jesper Grønkjær i aktion for FCK mod FC Barcelona i 2010. Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Vis mere

Dengang fortalte Jesper Grønkjær selv, at han havde brug for en pause for at samle kræfter og komme i topform igen.

»Jeg har det okay, men holder lige nu lav profil og slapper 100 procent af med min familie. Jeg vender tilbage til arbejdet på TV3 Sport, når jeg er på toppen igen,« sagde Grønkjær.

I slutningen af sidste måned kunne Grønkjær opleves for første gang siden sin sygemelding som medkommentator på en Premier League-kamp, som han kommenterede fra Viasats studier på Amager.

Men i aften er det altså første gang, at han for alvor skal i ilden igen og kan opleves med mere end sin stemme, når han sammen med Preben Elkjær udgør ekspertholdet, der skal klæde seerne på til det store opgør på Stamford Bridge.

Jesper Grønkjær, som har spillet 80 landskampe for Danmark, har selv en fortid som Chelsea-spiller, som han også har mødt i Champions League, da han spillede i FC København.

Også FC Barcelona har Grønkjær mødt i stjerneligaen med FCK tilbage i 2011-sæsonen.