David Moyes' 10 måneder som manager for Manchester United nåede aldrig de højder, som Alex Ferguson og ledelsen i den engelske klub håbede på, da de ansatte ham i maj sidste år. Hans afløser, Ryan Giggs, understregede også allerede første dag på træningsbanen, at der er en ny sherif i byen.

I sin tid i Manchester United blev David Moyes især kritiseret for sin noget defensive spillestil. I Champions League-kvartfinalen mod Bayern München havde de forsvarende engelske mestre næsten konstant 11 mand bag bolden - og så levede man ellers på hurtige omstillinger.

Den måde at spille på faldt mange United-fans for brystet. Moyes' spillestil levede ikke op til klubbens selvforståelse af at være et af de største fodboldhold i verden. På sin første arbejdsdag understregede Ryan Giggs da også, at de skal tilbage til de gamle United-dyder:

- Nu skal vi spille som Manchester United igen, sagde han ifølge The Telegraph til spillerne, da han torsdag var på træningsbanen for første gang som træner.

Men Ryan Giggs behøver nok ikke vænne sig for meget til rollen som træner. Klubbens administrerende direktør Ed Woodward skulle allerede have fortalt den 40-årige waliser, at han kun er en midlertidig løsning. I stedet tager rygterne om den nuværende hollandske landstræner Louis van Gaal til i styrke.

Ifølge Daily Mail er hollænderen interesseret i jobbet, og han har krævet at få en afklaringen på plads inden sommerens VM i Brasilien. Louis van Gaal skal samtidig have peget på en anden United-legende, Roy Keane, som sin assistent. Noget, som ireren dog ikke ønsker at kommentere:

- Det ved jeg ikke noget om, siger den nuværende assistent på det irske landshold til Daily Mail.

Efter Jürgen Klopp og Pep Guardiola begge har afvist at være interesseret i trænersædet i Manchester United, bliver Carlo Ancelotti og Diego Simeone betragtet som de største favoritter til jobbet efter Louis van Gaal.