170 millioner kroner.
Så mange penge smed Ajax efter klubbens dyreste indkøb nogensinde, men nu har de glemt skrive ham ind i deres Europa League-trup.
Sebastian Haller blev hentet i januars transfervindue, hvor han siden sin debut mod ærkerivalerne fra PSV har nettet to gange i seks kampe.
Deadlinen for at indskrive spillere til knockoutfasen i Europa League var onsdag, og man skulle tro, at en klub som Ajax havde styr på formaliteterne.

Men en brøler af de helt store er begået af de ansvarlige personer i Ajax, hvor de simpelthen har glemt at skrive den ivorianske angriber på den 25-mands liste, der må optræde i den europæiske turnering.
»Det er rigtigt, at Haller ikke er på vores Europa League-liste af spillere. Vi arbejder nu med det hollandske fodboldforbund og Uefa for at finde ud af, hvad der er gået galt,« sagde en talsmand til det hollandske ESPN.
Hvis fejlen er begået af en af de to aktører, kan Ajax muligvis alligevel få lov til at inkludere rekordkøbet i deres trup til Europa Leagues knockoutfase.
Ajax skal i turneringens første knockoutrunde møde franske Lille, der i øjeblikket topper Ligue 1.