Giganter melder ud efter AGF-fejring: 'Utroligt nok'
Mesterskabsfesten i Aarhus stak pænt af, men har det så kostet afbud eller firdagsønsker på stribe?

Mesterskabsfesten i Aarhus stak pænt af, men har det så kostet afbud eller firdagsønsker på stribe?

Efter en vild AGF-guldfest var de store virksomheder på Aarhus-egnen i overhængende fare for at få bunker af afbud denne mandag, men:
»Det har vi faktisk ikke, men der er da mange med hæse stemmer - inklusiv dem i min egen afdeling - for det har måske været en lang nat. Det har da sat sit præg.« siger Rune Jungberg Pedersen, der er kommunikationsdirektør i Arla Danmark, med glæde i stemmen.
Afbuddene er udeblevet, men man kan alligevel godt mærke, at dagen er speciel.
»Mange er i hvide AGF-trøjer, og jeg tror, at de fleste har haft lyst til at dele deres oplevelser, selvom man måske ikke har fået helt nok søvn. Det er jo også godt, at det er en kort uge, hvor mange kan sove længe allerede på torsdag,« lyder det fra ham.
Hos en af de andre store Aarhus-virksomheder Danske Commodities, der er store inden for energihandel, er de også sluppet billigt.
»Utroligt nok,« lyder det fra presseafdelingen.
Hos Salling Group, der er Danmarks største dagligvarekoncern og har hovedsæde i Brabrand i udkanten af Aarhus, er arbejdsmoralen også høj.
»Lidt røde øjne hist og pist efter en fantastisk fodboldfest i går for hele byen, men ingen sygemeldinger relateret dertil,« lyder det fra supermarkedsgiganten.
Der venter endnu en fejring søndag, når AGF løfter pokalen på hjemmebane i Vejlby - og mandag når holdet skal fejres på rådhuset.