Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der var lagt op til en monsterhandel, da flere medier i april meldte, at storklubben AC Milan var ved at skifte hænder.

Dengang forlød det, at Investcorp ville smide cirka én milliard euro – eller rundt regnet 7,44 milliarder kroner – efter den italienske klub, men den handel er nu gået i vasken.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

AC Milan er lige nu ejet af den amerikanske investeringsfond Elliott Management, som kunne score et betydeligt milliardbeløb ved at sælge den ene store Milano-klub.

»Forhandlingerne mellem Bahrain-baserede Investcorp og den amerikanske investeringsfond Elliott Management om den syvdobbelte europæiske mester AC Milan er endt uden en aftale,« skriver mediet.

Nyheden kommer i kølvandet på, at Simon Kjær, Zlatan Ibrahimovic og resten af holdet ellers erobrede den eftertragtede titel som italiensk mester for første gang i 11 år.

Og det kan netop være det, der har smadret Investcorps drømme om at overtage klubben, da de nuværende ejere angiveligt nu kræver en endnu højere pris for AC Milan som følge af den nylige titel.

Det ser dog ikke helt sort ud i forhold til et salg af den nykårede mester.

Ifølge den italienske presse er en ny amerikansk investeringsfond klar til at overtage klubben – en fond ved navn RedBird Capital Partners, som angiveligt har sendt et endnu højere bud afsted.

AC Milan har været ejet af Elliott Management siden 2018, der selv overtog klubben af den kinesiske forretningsmand Li Yonghong.