To maskerede røvere, to fodboldstjerner og to fodboldkoner.

Sådan var scenen i det nordvestlige London, da to gerningsmænd i sommer hoppede af en scooter og forsøgte at overfalde Arsenal-stjernerne Sead Kolasinac og Mesut Özil.

Mændene ville stjæle spillernes luksus-ure ved at true dem med en skruetrækker, men Kolasinac blev rasende og fik til sidst jaget dem væk. Nu har den ene af de to gerningsmænd så fået sin straf:

10 års fængsel. Det skriver The Mirror.

Straffen blev idømt i Harrow Crown Court fredag, hvor en dommer beskrev manden, som er den 30-årige Ashley Smith, som værende særdeles velkendt af politiet.

Ifølge dommeren har den idømte mand skrabet 20 domme til sig i 38 sager, siden han var 24 år.

Manden havde erkendt sig skyldig i at forsøge at stjæle kostbare genstande fra fodboldstjernerne den 25. juli.

I oktober erkendte en medgerningsmand sig skyldig i samme sag, og i den sag vil der falde dom senere, skriver Mirror.

Den 30-årige mands mor græd, da det blev klart, at hendes søn skulle bag tremmer de næste 10 år.

I retssalen blev den video, der endte med et gå viralt, fremvist, og i forbindelse med strafudmålingen sagde dommeren Ian Bourne:

»Det står klart, at de to gerningsmænd nøje havde planlagt angrebet ved at armere sig selv med våben, som kunne gøre betydelig skade. De havde stjålet en scooter, klædt sig i mørkt tøj og taget hjelme på, således at de ikke ville blive genkendt.«

Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

Han roste samtidig den bosniske back Kolasinac for sin modige handling.

Det er tydeligt, at de ikke havde regnet med at Mr. Kolasinac ville kæmpe igen, og han opførte sig meget utrolig modigt med knive, der pegede i hans retning på et tidspunkt, hvor han vidste, at han var i besiddelse af ekstremt værdifulde ting.«

Hverken Özil, Kolasinac eller deres koner, som også var i bilen, kom noget til i forbindelse med det forsøgte røveri.

Det er ikke en sjældenhed, at røvere retter sig mod fodboldspillere.

I 2016 blev West Ham-angriberen Andy Carroll truet med en pistol, da han var på vej hjem fra træning i sin bil.