Mindre end måned efter fyringen af Jess Thorup har László Bölöni fået en fyreseddel i Gent.

Den belgiske fodboldklub Gent fyrede i august cheftræner Jess Thorup, og nu har endnu en træner fået sparket.

Gent skriver på sin hjemmeside, at László Bölöni, der tog over efter danskeren, er blevet fyret. I stedet har man overladt styringen til Wim De Decker, der får Peter Balette som assistenttræner.

»Her til eftermiddag blev det besluttet at ophæve László Bölönis kontrakt. Stemningen på og omkring holdet gjorde det umuligt at fortsætte samarbejdet,« skriver klubben.

67-årige Bölöni har en lang række klubber på cv'et. Blandt andet har han stået i spidsen for holdene i Lens, Standard Liege og Paok.

/ritzau/