Det kunne være endt med et katastrofalt nederlag for den traditionsrige klub.

Men på snedig vis lykkedes det at afværge fiaskoen.

En genial detalje var med til at gøre den engelske landsholdsmålmand Jordan Pickford til lidt af en helt for Everton mandag aften.

Da modstanderne fra Leicester fik straffespark og mulighed for at komme foran 3-1, blev Pickfords drikkedunk afgørende.

På den stod nemlig skrevet, hvordan Everton-keeperen skulle gøre, afhængigt af hvem der skulle sparke straffesparket.

Ud for navnet 'James Maddison' stod der 'bliv i midten', fordi Maddison sparker 60 procent af sine straffespark midt i målet.

Så det gjorde Pickford, da Leicester-stjernen løb frem til 11-meter-pletten og fyrede bolden mod mål.

Lige i handsken på Pickford, der sammen med holdkammeraterne kunne juble over den vitale redning. Se episoden i videoen over artiklen.

»Maddison må tage ved lære af det. Han spiller tydeligvis ikke poker,« jokede Pickford om sin landsholdskammerat efter kampen.

»For at være ærlig, gør jeg bare mit hjemmearbejde,« fortsatte Pickford til Sky Sports.