Han sidder på Marienlyst Hotel med overtrækstrøjen på.

Den dækker en del af fortællingen om landsholdsspilleren Albert Grønbæk.

Han er nemlig - sammen med anfører Pierre Emile Højbjerg og assistenttræner Daniel Agger - en af dem med flest tatoveringer på kroppen i landsholdslejren.

Hvor mange tatoveringer har du?

»Det aner jeg ikke. Jeg har ingen ide,« siger Grønbæk med et smil.

»Der er nogle enkelte, der har stor betydning.«

Er der en, du vil fremhæve?

»Jeg har et kompas på brystkassen med min farfars initialer.«

Hvad betyder han for dig?

»Enormt meget. Ham har jeg en meget speciel relation til, jeg synes, han er den sejeste i verden. Han er 85 år nu og mega frisk.«

Er det sådan en, du ringer til, hvis noget bliver lidt svært?

»Ja, det kan det være. Det er altid rart at tale med ham, og han har altid gode fortællinger.«

Grønbæk har været igennem en svær tid, og vandrede i en længere periode rundt som en slags fodboldnomade.

Da han brød igennem og fik sit vilde landsholdsgennembrud i efteråret 2024, var han lige skiftet fra Bodø/Glimt til Rennes. 

På to år har han derudover nået at være i Southampton, Genoa og nu Hamburger SV, hvor han nu igen har fundet melodien.

Til stor glæde for sig selv og nu også landsholdet.