FC Midtjylland præsenterede tirsdag morgen den tidligere Brøndby-anfører Andreas Maxsø på en kontrakt, der gælder resten af året.

Og i den forbindelse er der dukket et tre år gammelt citat fra Andreas Maxsø op.

I 2023 sagde han følgende til fanpodcasten Brøndbylyd.

»Men jeg kunne helt sikkert sagtens se mig selv tilbage i Brøndby, og det bliver aldrig aktuelt, hvis FCK eller FC Midtjylland ringer.«

Den udtalelse bliver han så nødt til at sluge nu. Og i podcasten B.T. Fodbold bliver sagen vendt.

»I bagklogskabens ulidelige klare lys er det jo så dumt sagt. Jeg vil sige generelt til fodboldspillere: pas nu på - du aner ikke, hvor din karriere byder dig, og hvor du ender henne. Der er ingen garantier. Alle er til salg i denne verden,« siger B.T.-journalist Johnny Wojciech Kokborg og tilføjer:

»Det der loyalitet-halløj bliver nogle gange naivt og lidt irriterende.

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, mener også, at det er en farlig taktik at uddele garantier i fodboldverdenen.

»Jeg forstår selvfølgelig godt tanken bag at 'fan please'. Det føles godt, når bifaldet vælter ned over dig. Men derefter har man sat sig i en dum situation, hvor man får lukket nogle døre og samtidig sat sig selv op på den høje hest, som man risikerer at falde ned fra.«

Panelet opfordrer dog også til, at de Brøndby-fans, der er stødte over Maxsøs skifte, lige tæller til 10.

»Så slemt er det heller ikke. Se det også lige fra hans side af.«

Lyt til hele ugens episode af B.T. Fodbold herunder:

B.T. Fodbold

Panelet gør halvvejs status over landsholdet efter et nederlag i Oslo og en sejr i København. Og så ser de frem mod torsdagens Portugal-brag. Der bliver også tid til at vende et kontroversielt klubskifte i Superligaen, snakke om en forhadt ny fodboldtrøje - og drøfte Manchester City-sagen. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Kokborg Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Markus Erfurth Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.