Kan man virkelig gøre det til en levevej at sælge papkort?
Det spørgsmål har B.T. sat sig for at finde svar på, og er i den forbindelse taget til Europas største kortmesse i Shepperton nær London.
For på flere online auktioner bliver de nostalgiske fodboldkort solgt for flere millioner kroner - og dét har fået flere privatpersoner til at opsøge muligheden for at tjene en god skilling på de kort, der har indfundet sig i de gamle, støvede flyttekasser på loftet.
En af dem er Paul Smith, der har sat en bod op i den store hal i London for at sælge kort og krejle sig til gode handler.
Han fortæller, at han har levet af at sælge fodboldkort siden 2015, da han hurtigt så en forretningsmulighed i de firkantede papkort.
»Det er en pissegod forretning - ellers havde jeg ikke gjort det i ni år. Ikke nok med, at det er en profitabel forretning, så er det også fornøjeligt. Jeg elsker fodboldkort, og nu er jeg så heldig, at jeg kan leve af det,« siger Paul, da B.T. møder ham ved en af hans stande ved Europas største kortmesse, London Card Show.
Hvordan gjorde du det til en forretning?
»Ja, det er faktisk en god historie. Min datter kom hjem og ville have et bestemt kort, og så gik jeg ind på eBay for at finde et. 15 pund kostede det, og så tænkte jeg ‘lad os prøve at købe en boks og se, hvad folk vil give for det.'«
»Vi kunne hurtigt se et gigantisk potentiale i det, så vi sagde vores jobs op og satsede fuldt ud på det her,« siger Paul Smith, der startede med en online webshop i 2015, men som nu også skal åbne en fysisk kortbutik fra starten af december.
Flere af sælgerne på kortmessen - herunder Martin Davies som B.T. fanger med en kaffekop i hånden - fortæller, at det kræver en stor forståelse for markedet, hvor timingen - ligesom på aktiemarkedet - er afgørende for, om man tjener penge på fodboldkortene:
»Fodboldkort er en investerings-case med et åbent marked, der påvirkes af, hvilke kort folk vil have. De eftertragtede kort, der kun er få af i verden, bliver solgt for astronomiske beløb, så det er dem, man skal kigge efter, hvis man vil tjene penge på det,« siger Martin Davies og tilføjer, at markedet i høj grad kan sammenlignes med at handle aktier.
Og ligesom med aktier og showbiz, går det op og ned.
»Vi ser faktisk, at priserne er gået en smule ned, men det kan også skyldes de absurdhøje beløb, der var under corona-pandemien. Men der er stadig masser af mulighed for at tjene på det.«
Martin Davies peger også på, at det skal lægges langt mere hjerne i at lave et godt salg nu. Man kan ikke længere købe et kort, holde det i et par måneder, og så sælge det videre for en profit:
»Man skal virkelig vide, hvad man laver og være langt klogere med sine investeringer. Man skal vide, hvilke spillere, der er kloge at købe og prøve at forudse markedet. Lige nu er den spanske Lamin Yamal et af de største talenter i Europa, derfor er han en god investerings-case lige nu,« påpeger Martin Davies.
De dyreste kort er de nummererede kort, der kun er et begrænset antal af på markedet. Derudover får kortene også mere værdi, hvis de indeholder autografer, tekstil fra spillertrøjer eller sågar guldkarat.