Går til modangreb på TV 2-profil: 'Nærmer sig det uanstændige og urimelige'
»Han er den, der bliver mest personlig af alle,« lyder den kontante beskyldning.

»Han er den, der bliver mest personlig af alle,« lyder den kontante beskyldning.

Viaplay er kommet under kraftig beskydning fra kollegaerne på TV 2 - og særligt et par af husets kendte ansigter står for skud.
Men nu kommer Viaplay med et kontant modangreb på påstandene, som Dan Hammer fremførte i TV 2-programmet 'Tirsdagstrænerne.'
Her forklarede han, at visse af husets eksperter er ansat til at være kritiske.
Samtidig beskylder han Viaplay for kampagne mod landstræner Brian Riemer og landsholdet.
»Jeg synes, det nærmer sig det uanstændige og helt urimelige. At han bygger den argumentation op og lukker den med en antydning af, at Mikkel Beckmann, Thomas Gravesen eller Peter Sørensen skulle være ansat til at mene noget bestemt. Det er de jo ikke,« lyder svaret fra Viaplays redaktions- og fodboldchef Benjamin Munk Lund.
Han fremfører det verbale modsvar i programmet 'Sportstalk.'

»Jeg formoder heller ikke, at Dan Hammer er ansat af TV 2 til at mene noget bestemt (...) Jeg synes, det er over grænsen af det rimelige at komme med den antydning.«
FC Nordsjællands bestyrelsesformand Dan Hammer antænder den eksplosive debat i ugens udgave af 'Tirsdagstrænerne'.
Her retter han blandt andet navngivent sigtekornet mod både Beckmann, Gravesen og Sørensen.
Han mener også, at ordvalget i kritikken er »ganske voldsomt.«

»Jeg synes, hvis jeg skal være helt ærlig, at den nærmest kampagnelignende tilgang, som der er visse steder, er voldsomt overdrevet og helt ude af proportioner,« lød det i 'Tirsdagstrænerne.'
Men spørger man Benjamin Munk Lund, er kritikken helt inden for skiven.
»Jeg er rolig omkring, at det er rimeligt at blive ved med at være kritisk i mødet med det danske fodboldlandshold, når vi møder dem på baggrund af det, der skete frem mod VM, og på baggrund af det spil, vi har set indtil videre,« siger han i 'Sportstalk.'
Inden han igen retter en hård kritik af Dan Hammer.
»Jeg synes, Dan Hammer er mere personlig, end Thomas Gravesen har været på noget tidspunkt i al sin kritik af Brian Riemer og Peter Møller, og hvem der i øvrigt har været kritik omkring,« fastslår han.
»Så jeg synes, at Dan Hammer tager stikket og er den, der er mest personlig af alle i den debat.«
B.T. har forelagt kritikken for Dan Hammer. Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.