Han er en af dem, der har stjålet opmærksomheden efter den store triumf.

For da Leicester lørdag vandt FA Cuppen over Chelsea, var det med en dansker i fokus. Kasper Schmeichel.

Landsholdsmålmanden var meget afgørende i sejren på 1-0, hvor han diskede op med blandt andet to verdensklasseredninger. Disse kan ses i toppen af artiklen.

Noget, der selvsagt ikke er gået ubemærket hen, og det vælter ind med ros og store ord til den danske stjerne, der skal spille EM for Danmark om under en måned.

Leicester vandt lørdag den engelske FA Cup.
Leicester vandt lørdag den engelske FA Cup. Foto: NICK POTTS
Vis mere

Blandt andet har hans egen klub Leicester blot skrevet 'Legende' til et tweet om Kasper Schmeichel, men generelt har rigtig mange bemærket præstationen i buret.

  • 'Kasper Schmeichel er ikke længere Peter Schmeichels søn Peter Schmeichel er nu Kasper Schmeichels far.'
  • 'Tænk engang, at Kasper Schmeichel har prøvet at vinde både Premier League og FA Cuppen. Med Leicester. Det er så imponerende.'
  • 'Fantastisk præstation i målet af Kasper Schmeichel.'
  • 'Ikke alle helte bærer kapper. Nogle har målmandshandsker på.'
  • 'Han kommer i Premier Leagues Hall of Fame.'
  • 'Forestil dig at være en legende på så højt niveau for så at se sin søn vinde FA Cup og føre sin klub i top seks. De store drenge!'
  • 'Jeg ser højdepunkterne her til morgen, og wow. Kasper Schmeichel er jo for vild.'
  • 'Kasper Schmeichel er en af de bedste målmænd i verden, der er ingen tvivl.'
  • 'Det her er en af de mest undervurderede målmænd i fodboldens historie. Udelukkende fordi han er i Leicester og ikke er fra Tyskland eller Brasilien.'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange reaktioner, og efter kampen var det da også en glad målmand, som engelsk tv fangede:

»Jeg er så glad, at jeg ikke kan beskrive det. Sikke en dag. Det er ubeskriveligt. Det er, hvad drømme er lavet af. Jeg har drømt om det, siden jeg var barn,« sagde en lykkelig Kasper Schmeichel, der også dedikerede den store triumf til en helt særlig person.

På tribunen på Wembley var der nemlig et kæmpe banner med et billede af Vichai Srivaddhanaprabha, Leicesters tidligere ejer, som på tragisk vis mistede livet i en helikopterulykke ude foran klubbens stadion i 2018.

»Det her var for ejerne. Vi har et billede af ham på indersiden af vores trøjer, så han er altid med os. Det her er, hvad vi har drømt om og snakket om så længe,« sagde Kasper Schmeichel, der da også løb op på tribunen for at hente klubbens nuværende ejer, Vichai Srivaddhanaprabhas søn, som derefter deltog i festlighederne på banen.

Også de engelske aviser har de store ord fremme om Kasper Schmeichel.

Blandt andet får han karakteren otte ud af ti af The Evening Standard.

»Han havde en af de lette eftermiddage, indtil han kom på arbejde, da han reddede forsøget fra Chillwell med 15 minutter tilbage. Det var en stolt dag, da han ledte klubben, som han har tjent så flot i et årti, på Wembley - og han endte som Cup-vindende kaptajn,« skriver mediet.