Joachim Andersen kan se frem til en længere skadespause få dage efter skiftet fra Lyon til Fulham.

For mindre end to uger siden sikrede Fulham sig den danske forsvarsspiller Joachim Andersen på en lejeaftale for resten af sæsonen.

11 dage efter at kontrakten blev indgået, er den 24-årige midterforsvarer blevet skadet. Det meddeler Premier League-klubben på Twitter.

- Vi har fået nogle ret dårlige nyheder vedrørende Andersen. Han er ude i den nærmeste fremtid. Det kommer til at tage nogle uger, siger cheftræner Scott Parker i Twitter-opslaget.

Det præciseres ikke, hvilken skade der er tale om.

Joachim Andersen blev Danmarks dyreste fodboldspiller, da han i sommeren 2019 skiftede fra italienske Sampdoria til Lyon i fransk fodbold.

Midterforsvareren blev i sidste uge udlejet til Fulham i Premier League på en aftale, der gælder denne sæson.

Forsvareren er inde omkring det danske landshold. Han blev således udtaget, da landstræner Kasper Hjulmand udtog sin trup til sidste måneds hjemmekampe mod Belgien og England i Nations League.

Han var dog sorteret fra, da Danmark for nylig mødte Færøerne i Herning og Island og England på udebane i Nations League.

/ritzau/