Fuldstændig vanvittigt: De gjorde det umulige
Selvom de danske mestre var helt nede i sækken efter første kamp, så lykkedes de med at tage en sensationssejr i Polen efter straffespark.

Selvom de danske mestre var helt nede i sækken efter første kamp, så lykkedes de med at tage en sensationssejr i Polen efter straffespark.

AGF gjorde det umulige.
Efter at have tabt 1-4 på hjemmebane vandt de i ordinær spilletid med 3-0 i Polen mod Lech Poznan, hvilket sendte kampen i forlænget spilletid.
Det var uvirkelige og utænkelige scener, der udspillede sig i Polen, hvor danske Niels Frederiksen kunne se sit polske mandskab falde helt sammen.
AGFs mål blev scoret af T. Bech, K. Arnstad og F. Tingager, der for alvor fik aarhusianerne til at drømme.
Desværre for dem voksede træerne ikke ind i himlen for AGF.
Efter fem minutter af den forlængede spilletid scorede Filip Jageillo, hvilket betød, at polakkerne igen var i spidsen. Det lignede, at drømmen var slut.
Det varede dog ikke længe. AGF fik igen lov til at drømme, da Tomás Óli Kristjánssontrak trak ind fra venstre, og satte bolden over i det lange hjørne.
Efter 105 minutter stod det dermed helt lige, og da der ikke blev scoret efter den anden halvleg af den forlængede spilletid, skulle det hele afgøres fra pletten.
Og her blev aarhusianerne sendt i himlen efter et regulært drama.
Poznan scorede det første spark, hvorefter Arnstad brændte, men det gjorde ikke spor.
Polakkerne brændte deres næste to spark, hvorefter både Tingager, Tomás Kristjánsson og Janni Serra scorede.
Til sidst skulle Tobias Bech afgøre det for aarhusianerne, og han scorede sikkert.
Herefter kunne AGF og deres fans bryde ud i vanvittig jubel. Både spillere og stab fra de danske mestre sprintede mod hjørnet af stadionet for at lade sig hylde af de danske fans.
En fuldstændig vanvittig præstation, der sender AGF videre til næste runde. Miraklet er fuldendt.
Sejren betyder, at AGF er sikret et europæisk ligaspil denne sæson.
I næste runde på vejen til Champions League skal de danske mestre møde Sabah Baku fra Aserbajdsjan.